Bæredygtigt årsmøde


Biogas, fjernvarme, el-biler med og uden lyd blev rundet på Danmarks Naturfredningsforenings lokale årsmøde på Vandrerhjemmet. Aftenens tema var bæredygtig energi til Holbæk.
Janne Wichard Henriksen, klimamedarbejder hos DN fortalte om bæredygtige muligheder og gav eksempler fra forskellige kommuner. Holbæks indsats som klimakommune blev rost for at ligge i gruppen der opfylder besparelsesmålene. Der er ialt 70 klimakommuner, der lover at reducere deres CO2-udslip med 2-3% årligt.
John Harpøth, formand for Klima- og Miljøudvalget fortalte om kommunens tiltag. Under den efterfølgende debat med de ca 25 fremmødte, oplyste John Harpøth, at Holbæk har realiseret en CO2-besparelse på 5,95% i det forgangne år. "Vi er gået efter de lavthængende frugter og har nu energimærket alle kommunens bygninger, så vi ved, hvor vi skal sætte ind". fortalte John Harpøth, der også oplyste at kommunens nye bygninger skal være energineutrale, dvs selv producere energi.
"Det er glædeligt for miljøet og Holbæk, at vi har ambitiøse politikere, der også leverer på løfterne" sagde en glad Carsten Lambrecht, formand for DN-Holbæk. Men DN's forslag om fjordvarme var der ikke umiddelbart tilsagn til.
"Kommunen bør søge af de midler der er til teknologiudvikling" foreslog Finn Bjerregaard, næstformand i DN Holbæk. "Et fjordvarmeanlæg til administrationsbygningen på havnen vil være et markant bidrag til større bæredygtighed".
Årsmødet gav genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Finn Bjerregaard, Peter Steen Henriksen og John Ørsdahl. Under beretningen blev det oplyst, at Hagested Bro, der skal gå over kanalen ved Hagested Engsti, bliver leveret i løbet af et par uger.
- - -
Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk
Kontakt: 2712 5549 eller holbaek@dn.dk
9/11-2011