Maglesø og Brorfelde
Bevar udflugtsperlen i vores skønneste naturMaglesø, traktørstedet, skoven og landskabet omkring ligger i samme område som Brorfelde Observatorium. Man kan gå en fin rundtur med start enten ved Maglesø Traktørsted eller ved Brorfelde Observatorium og tilbage. De to steder styrker hinanden og gør hele området til et endnu mere spændende udflugtsmål.
Holbæk Kommune har klogeligt investeret mere end 10 mill. kr. i at overtage Brorfelde Observatorium og har fået millionstøtte fra fonde til at renovere og udvikle stedet til en stor attraktion. Det giver både besøgende og beskæftigelse.
Når man så oplever, at en ny ejer af bygningen, der huser Maglesø Traktørsted, søger at chikanere både adgangen til området og restauratørens mulighed for at drive stedet, er der noget der ikke hænger sammen. Her er der allerede mange besøgende og beskæftigelse til en lille håndfuld.
Man kæmper i mange projekter for at skabe arbejdspladser i landdistrikterne. Det er fx et vigtigt formål for EU støtten, der gives af landdistriktsmidlerne. Det paradoks, at chikane, hvis det lykkes, kan betyde tab af arbejdspladser, og ødelægge den synergi der er til Brorfelde, bør give vores borgmester og andre lokalpolitikere god grund til at vågne op.
Alle gode kræfter, der ønsker at bevare og udvikle dette udflugtsområde, der ligger i en af de fineste naturperler vi har, bør komme på banen nu. Støt op om bevarelsen af Maglesø Traktørsted og den fri og uhindrede adgang til området.
Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk
Bragt i Nordvestnyt omkring d. 10. maj 2017
Traktørstedets indkørsel spærres med kæde af den nye ejer
Restauratøren har måttet gennem retssag for at undgå at varmesystemet skulle omlægges hen over sommersæsonen
Skræmmeskilt ved den offentlige sti ned til Maglesø
Bålafbrænding og motorstøj for at chikanere traktørstedets gæster