Godt klima-nytår!

Venstrebladet 2. januar 2010


Midt under det store klimamøde i København blev Holbæk klimakommune med borgmesterens underskrift på en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at reducere kommunens CO2-udslip med 3% om året de næste ti år. Grønt regnskab, der følger energi og andet resurseforbrug år for år, genindføres for den samlede kommune.

Flertallet af danske kommuner har indgået lignende aftaler, og det var også noget af det positive ved klimamødet: Mødet mellem borgmestre og andre lokalpolitikere fra alverdens byer og delstater, der allerede har taget klimaudfordringen op og er godt igang med tiltag der reducerer CO2-udslippet. I modsætning til de såkaldte statsledere er borgmestrene fri at spilfægterier, og de ved, at deres bybefolkninger ønsker handling nu.

Hvis du ønsker mere handling, så gør din familie til klimafamilie: Aftal at I skal reducere jeres CO2-udslip med fx. 3% hvert år. Se at få cyklen køreklar, gå mere, kør mindre i bil. Udskift til en, der kører længere på literen, hybrid eller el. Få huset gennemgået af en energikonsulent, og investér i besparelser, der betaler sig selv indenfor ti år. Det er meget billigt at låne i reakredit for tiden, hvis du har friværdi tilbage.
Elforbruget kan reduceres med flere sparepærer, A+ mærkede køleskabe mm.
Der er særligt tilskud til udskiftning af oliefyr til mere CO2-venlige løsninger. Jordvarme er et oplagt alternativ, hvis du har en stor have.

Mulighederne er mange. Start med at aftale sparemål i familien. Lav status på nuværende forbrug og mål fremskridt hvert kvartal. Vi skal ikke vente på de store forkromede aftaler, men hver især gøre, hvad vi selv kan gøre for at tage klimaudfordringen op.

Godt klima-nytår!

Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk