Landbruget og naturen. Oktober 2010

Landbruget og naturen.

 Venstrebladet 26. oktober 2010

Der er to ting, der præger en dårlig debat. Skinger tone og mistænkeliggørelse. Det er ofte udslag af manglende argumenter. Og der er desværre mere skinger tone og mistænkeliggørelse i Vagn Lundsteens, direktør for Bæredygtigt Landbrug, hadefulde udfald mod Danmarks Naturfredningsforening den 5. oktober, end der er argumenter.
Danmarks Naturfredningsforening interesserer sig for naturen, nu og i fremtiden. Landbrugets organisationer, som Bæredygtigt Landbrug, formodes tilsvarende at interessere sig for landbruget, nu og i fremtiden. Alle interesseorganisationer er en del af det demokratiske samfund, og virker hver især for at påvirke holdninger og politiske beslutninger i den ønskede retning. Det er der intet odiøst i, og ingen grund til at mistænkeliggøre. At nogle så er mere rabiate og ekstremistiske end andre, og råber mere end de argumenterer, må man tage med et gran salt.

DN har stor respekt for landbruget, især for de mere miljø- og naturbevidste landbrugere, og det er vores politik, at arbejde for en omlægning til økologisk drift. Vi er bekymrede over den store udledning af næringsstoffer fra intensivt dyrkede jorder, som, når det påvirker vandmiljøet, må betragtes som forurening.

At landbruget forurener vandløb, fjorde og de indre farvande er svært at argumentere imod. Vådgøringsprojekterne i Løvenborg, Elverdammen og Tuse-Mårsø Enge har som et væsentligt formål, at reducere udledningen af kvælstof og fosfor til Isefjorden. Det er, som jeg kalder det, gylleoprensningsprojekter. De skal begrænse forureningen fra intensivt gødede marker.

Kravet om udyrkede bræmmer langs vandløbene er ligeledes en foranstaltning, der skal begrænse udsivning af gødningsstoffer.

Når der er krav til sprøjtefri afstand ved vandboringerne, er det for at beskytte drikkevandet mod forurening fra industrilandbrugets sprøjtemidler.

Mit argument for at naturen ikke har det godt, støtter jeg bl.a. på statistik over jagtudbytte fra Danmarks Miljøundersøgelser. Hvor udbyttet i 1965 var ca. 400.000 harer er det siden år 2000 under 100.000 harer om året. Agerhønsene blev talt/skønnet af Dansk Ornitologisk Forening til ca. 400.000 omkring 1960 og til under 50.000 i 2006. Hjortevildtet har haft en positiv udvikling, bl.a. fordi der de senere årtier er dyrket flere vinterafgrøder, som giver græsning for vildtet.

Selvom hjortene har det godt, mener jeg, at nedgangen i antallet af harer, agerhøns, viber og lærker skyldes forringede levebetingelser i agerlandet og øget brug af sprøjtegifte.

Hvis vi så skal vende os mod fremtiden og fælles interesser, er der umiddelbart to områder, hvor landbrug og natur bør kunne finde fælles fodslag: Mere græsning og mere biogas.

Vi burde arbejde for mere støtte til græsning og høslet på de lavtliggende jorder. De ugødede enge, der ville erstatte kornmarker, vil give meget mere natur og beskytte vandløbene mod udsivning af kvælstof fra dyrkede marker. Støtte og evt.andre tiltag skal gøre det til en fornuftig forretning. Desuden skal det sikres, at der græsses i bund, så solåben engnatur kan opstå.

At spise kød fra fritgående kreaturer, der samtidig er med til at skabe bedre miljø
og mere natur, skal markedsføres til forbrugerne hjemme og ude. I køledisken skal kødet kunne spores til netop den tyrekalv, der græssede på engene ved Hagested i sommers. Det vil differentiere produktet og kunne give en bedre pris. Pasning af løsgående kreaturer og hegn kunne også tænkes at give mere arbejde på landet end planteavl gør.

Vi burde også arbejde for at producere mere biogas af husdyrgødning, biomasse og affald. Gerne i en andelsmodel, hvor andre end landmænd kan være med. Det kan medvirke til at løsne den klemme, husdyrproduktionen er i, da der ikke kan spredes mere gylle og gødning, og da kravene fra EU betyder reduceret udbringning i fremtiden. Mindre gylleudbringning vil også mindske lugtgener og den luftbårne spredning af kvælstof, et problem vi oplever på ellers næringsfattige områder som heder og overdrev, der er ved at gro til i græs, brændenælder og andre kvælstofelskende planter.

Her på Holbækegnen må der være særlig interesse for mere biogas. Vi er naturgasområde med meget få kraft-varmeværker, så hvad skal der i gasrørene når Nordsøen ikke har mere? Og så er biogas CO2-neutral.

»Hvis vi ikke ændrer kurs, ender vi der, hvor vi er på vej hen« siger et kinesisk ordsprog, jeg holder meget af. Hvor er industrilandbruget på vej hen?


Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk