Du får et bedre nytår, hvis du gør mere af det gode. Det er vi ihvertfald nogle der mener. Hvad er det gode, undrer du måske. Det er heller ikke så nemt at indkredse. Men det gode ved du hvad er, når du har gjort det. Når du har gjort noget for andre, og ikke bare noget du selv får noget ud af, har du gjort noget af det gode. Du har taget aktivt del i verden omkring dig, og du vil få det bedre med dig selv.

Og det er vigtigt at tage aktivt del i den verden vi lever i. Det er vigtigt for civilsamfundet og demokratiet at du og mange andre tager aktivt del. Demokratiet forudsætter samtale og dermed meningsdannelse. Og samtale kræver deltagelse. Meninger brydes og påvirkes. I vores demokrati påvirkes meninger og beslutninger af mange personer og grupper. Interesseorganisationerne har som deres væsentligste opgave, at påvirke meningsdannelsen. Bag mange interesseorganisationer står erhvervs- og økonomiske interesser. Bag andre står grupper af borgere, der samler sig i foreninger, for derved bedre at blive hørt i debatten. Danmarks Naturfredningsforening samler fx mange borgere, der ønsker at styrke miljøets og naturens stemme i den demokratiske debat. Blandt medlemmerne er der et tusindtal af aktive i de knap 100 kommuneafdelinger DN består af. Her er der mange muligheder for at gøre mere af det gode, hvis miljø og natur ligger en på sinde.

Vi lider, som mange andre foreninger også gør, af mangel på yngre aktive. Dette er derfor i høj grad en opfordring til yngre borgere om at deltage. Som avislæser tilhører du sandsynligvis den ældre del af befolkningen. Du opfordres derfor til at skubbe til de yngre i din familie og omgangskreds. Gør dem opmærksom på deres ansvar for at deltage; at der er andet end fitness og Facebook. Til at tænke over, hvad der giver livet mening og værdi.

"Der er noget, vi bør gøre, uanset om vi selv 'får noget ud ad det'", siger Svend Brinkmann i sin bog Ståsteder. Gør mere af det gode i det nye år! Godt nytår!

Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk

Bragt i Nordvestnyt 2.sektion d. 28/12-2016

Mygblomsten er en sjælden orkidé

Den trives kun få steder, herunder særlige steder på Orø

Naturtypen rigkær er dens levested

Det er en plante vi skal værne om og helst få til at trives bedre

Det er forbudt - og dumt - at stjæle planter i naturen. De trives kun under ganske særlige forhold