Biogas til Holbæk


Holbæk by er noget anderledes end de fleste andre byer af samme størrelse. Vi har ingen fjernvarme. Det har de fleste andre. Fjernvarme kan udnytte spildvarme og forskellige brændsler. Vi har stort set kun gas. Det giver særlige udfordringer, når fossile brændsler som naturgas ønskes udfaset. Om 20 år skal det være slut med at fyre med naturgas, siger regeringen.

Det giver det første argument for at producere noget biogas. Biogas kan opgraderes til naturgaskvalitet og pumpes ud i det eksisterende rørnet. En sådan løsning skulle vi have i Holbæk. Og vi burde have husdyrbrug nok til at levere gylle mm. til produktionen.

Det andet argument er, at det skaber lokale jobs, at producere biogas. Gyllen skal helst pumpes frem og tilbage i rør, hvor det er muligt og økonomisk forsvarligt. Andre steder bliver der en del kørsel, ligesom driften af anlæget også kræver hænder og hoveder.

Det tredie argument går på de fordele der er ved at bruge forgasset gylle istedet for rå. Det giver mindre lugtgener ved udbringningen og mængden af klima-skadelige gasarter reduceres. Næringsstofferne kan også lettere optages af planterne og nedsivning og udvaskning til vandmiljøet bliver mindre.

Det sidste argument er de natur- og miljømæssige forbedringer der også kan indtænkes. Ved at blande gyllen med halm produceres der mere biogas. Som supplement til halm, der er efterspurgt til halmfyring, kunne man tænke sig at bruge afklip fra vejkanter, naturområder mm. Dermed fjernes der kvælstof hvilket på sigt resulterer i en mindre næringsbelastet og meget mere spændende flora. Det giver insektliv, flere fugle osv. Med andre ord, mere biodiversitet. Opskyllet tang fra fjorden og kysterne kan også blandes i. Det vil også være en fordel for vandmiljøet, at den kvælstof fjernes. Alger er også gode at blande i til biogas. Dem er der især mange af i Skarresø. Tænk hvis den algesuppe kunne gøre gavn. I Solrød skal man forgasse alger (fedtmøg) fra Køge Bugt i deres anlæg.

Endelig er det et godt argument at komme igang nu. De nuværende gunstige støtteordninger gælder indtil 2020. Vi skal i drift inden da for at udnytte dem. Så der er ikke tid at spilde. Byrådet bør snarest igangsætte et biogasprojekt og søge at få motiveret alle interessenter for sagen. Der er gode eksempler fra andre kommuner at bygge på.

Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk

Bragt i Nordvestnyt medio marts 2015

Besøg på Biovækst i Audebo ved Holbæk - efter afgasningen er der fin kompost