Blus på stranden. Juni 2016
Blus på stranden - strandbeskyttelsen fastholdesBlus på stranden
Snart blusser bålene langs vores kyster. Det er traditionen sankthansaften. Men sidst der var blus langs kysterne, var den 31. januar. Det var en folkelig markering af glæden ved de frie kyster. En markering der blev lyttet til af politikerne. Der vil fortsat være 300 meter kystbeskyttelse.
En bred kreds af partier har for nylig aftalt en række ændringer til Planloven. Generelt bøjer regeringen sig for ønsket om at bevare de frie og vilde kyster, som generationer før os har værnet om. Faktisk det største vilde naturområde vi har, men vi har jo også en lang kystlinje. Udover bål på strandene i januar har mere end 140.000 borgere skrevet under på, at de ønsker at bevare de frie og vilde kyster. Desuden er der blevet arbejdet på at få naturens stemme hørt i koret af kortsigtede vækst- og profitinteresser.
Man må glæde sig over resultatet. Man må også glæde sig over vores demokrati, der lytter til et folkeligt ønske. Det er også glædeligt, at folkelige interesseorganisationer kan leve frit og prøve at påvirke beslutningerne, i det omfang de kan samle opbakning i befolkningen. Et særligt tillykke til vores aktive og de nye medlemmer.
Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk