Grøn jord i hovedet


Den ene dag, en kunstners indlæg om den offentlige debat og politikere, der burde holde igen med deres propaganda og mistænkeliggørelser. De har jo ikke argumenter at bidrage med. Den næste dag, et virkeligt liberablende indlæg, der tydeligt aktualiserer ønsket om, at politikere, der ikke bidrager positivt i den offentlige debat, holder kaje.

Når man er overbevist om behovet for grøn omstilling, kan man ikke andet end ærgre sig over den lille Venstreregerings nedprioritering af denne omstilling. Regeringen synes ligeså tonedøv som store dele det industrielle landbrug og deres lobbyister er, overfor den udvikling der er igang i befolkningen.

Vi er en voksende gruppe, der ønsker at give vores børn og os selv den bedste og reneste mad. Og det er den uden unødige giftstoffer. Den, der er produceret økologisk. Vi betaler også for at slippe for svinekød fra grise, der fik antibiotika fra tre-ugersalderen, fordi det bedre kan betale sig at få soen igang med næste kuld nogle uger tidligere. At samfundet generelt finder sig i den praksis, der medfører et kæmpe overforbrug af antibiotika og resistensproblemer, er os en gåde. Men vi betaler som sagt for at undgå det og anden uetisk udnyttelse af dyrene.

Tonedøvheden rækker hele vejen til banken. Der er en jævn stigende efterspørgsel efter økologi, både her i landet og i udlandet. Økologiske producenter har i de fleste tilfælde også bedre økonomi, ligesom de skaber flere jobs. Man tjener lige så meget på 10 økologiske grise som på 25 industrielle. Men alligevel skærer regeringen på omlægningsstøtte og på målsætningen for det økologiske areal. Når selv en politiker, der er sponseret af en bank, ikke kan se hvor det bærer hen, skulle han måske have hovedet undersøgt.

Selvom regeringen måske får flertal for sine nedskæringer på det grønne område, er der en voksende gruppe af forbrugere, der vil det modsatte. Og et stigende antal producenter, er også overbevist om, hvor fremtiden ligger. Er det snart tid til Ørla og Danish Crøwn?

Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk

Sendt til Politiken d. 18. oktober 2015