Holbæk Havnepark - juni 2021
Om behovet for et rekreativt, stille naturområde for de nye beboere langs havnen - og for alle andre på tur langs havnen.Holbæk Havnepark
Der bygges stadig flere lejligheder på havnen i Holbæk. Lige fra Kanalstræde til Østre Havnevej er der flyttet hundredvis af familier ind i de sidste 15 års tid, og flere er på vej. Bygningerne ligger side om side uden nævneværdige frie eller grønne områder. Der burde graves et par kanaler, der ville give et rekreativt løft til området, hvis ellers de oprindelige blev fulgt planer. Men det har tilsyneladende trange kår.
Det er derfor væsentligt, at Holbæk Havnepark på Ny Hage bliver et rekreativt fristed, mest for de nærtboende, men også for alle andre, der går tur langs fjorden. Og gerne med natur der har præg af den kystnære beliggenhed: Lidt klitter, sten, en bakke, måske et vandhul, domineret af marehalm, havtorn, strandkål, lidt fyr, lidt eg, der stort set kan passe sig selv, er at foretrække frem for sået græs. Det vil også kunne spille fint sammen med odden med bystranden, der også er ret naturlig og vedligeholdelsesfri.
Havneparken vil kunne tilbyde en dejlig rundtur med kig til havnen, udsigt over fjorden og mulighed for at følge årets gang i naturen. Man må gerne kunne køre til Holbæk Havnepark, men bilen skal stilles på p-pladsen ved biografen. Filmtorvet bør friholdes for daglig kørsel. Husbåd-folket bør også til daglig gå det sidste stykke vej.
Vi opfordrer derfor kommunalbestyrelsen til at stramme op på lokalplanen, så Ny Hage reserveres til et stille rekreativt naturområde, lidt som kontrast til det mere aktive og til tider støjende Filmtorvet. Den planlagte servicebygning ved Filmtorvet kan dække behovet for offentligt toilet, så der er ikke umiddelbart behov for byggeri ude på hagen. For at fremme en naturlig kystnær bevoksning bør det øverste jordlag, der køres på, være næringsfattig sandjord. Man kunne så vælge Peberholm-metoden, og lade naturen selv indfinde sig, men det ville tage en årrække, før det lignede noget. Så plantning af de nævnte kystnære arter vil fremme processen.
Holbæk Havnepark vil være et lille plaster på såret for manglen på rekreative arealer i området. At grave de planlagte kanaler, vil være en noget større udgift. Men selv det burde ske ad åre.
Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk