Årsberetning
Carsten Lambrechts 3. år som formandÅrsmøde d. 8/11-2011 – bestyrelsens beretning v/formanden.
Overblik
Det er mit tredie år i bestyrelsen – og tredie år som formand – så nu er der lidt nemmere at vurdere om året har været tilfredsstillende. Umiddelbart er der ikke grund til den store tilfredshed. Vi har fortsat to store fredningssager under afgørelse, stadig med udsigt til et godt resultat, men det tager pinedød længe. Vores sti- og broprojekt i Hagested har trukket ud, men nu bliver broen leveret medio november. Positivt er det, at vi har arrangeret og afviklet en del ture og arrangementer, og kan glæde os over at også friske kræfter tager en tørn med dette.
Bestyrelsen fungerer godt sammen. Måske er der mere hyggesnak end reelle initiativer, men det er vigtigt at det også er sjovt, især i ens fritid. Formandskabet med næstformændene Finn og Peter Steen fungerer stadig gnidningsløst, selvom Peter Steen fortsat ikke er så aktiv pga. arbejde langt fra hjemmet.
Medlemstallet i afdelingen er nu lidt over 1.700. Vi har mistet 80 medlemmer i løbet af året – seneste større hvervekampagne var over sommeren 2009.
Vi har her i efteråret taget initiativ til dannelse af Holbæk Stiforum, et løst netværk af foreninger for grønne og motionister med interesse i flere og bedre vedligeholdte stier. Det manglende led i Fjordstien, Hørby Skovsti, der skal forbinde Mårsø med dæmningen ved Audebo, har fået Stiforums første prioritet.
Holbæk Kommune etablerede (endeligt) et Natur- og Miljøforum hvor grønne foreninger og andre interessenter mødes med kommunens embeds-folk og nogle politikere fra Klima- og Miljøudvalget.
Løbende har der været en hel række enkeltsager som mange bestyrelsesmedlemmer og andre aktive har bidraget til. Peter Steen sørger så vidt muligt at følge med i strømmen af sager der tikker ind på DN-Nettet. Andre sager starter med henvendelser fra medlemmer eller offentligheden. Sagerne besluttes og fordeles normalt på det månedlige bestyrelsesmøde. Sagerne lever desværre ofte ret længe, så vi bruger en del tid på op-følgning.
Presse og kommunikation
Her sidst på året har vi endelig fået et nyhedsbrev på benene, der følger foreningens standard. Vi er lidt dårligere kørende, idet vores hidtidige webredaktør, Børge Schnack har måttet trække sig fra tjansen. Webredigering og nyhedsbreve er tæt forbundne, både teknisk og indholdsmæs-sigt, men kommunikation er vigtig, så formanden har taget sig tid til at passe netstedet indtil en anden vil tage over.
Omkring 1.juli lavede vi et oplæg til det indledende arbejde med kommuneplanen: Holbæk, den grønne og blå by i egnen med den gode mad. Det blev også til en hel side i Venstrebladet (nu Nordvestnyt). Et nytårslæserbrev om økologiske kyllinger blev også optaget og Hagested Nyt optog en artikel om sti og broprojektet der. Vi har fået lidt omtale af vores arrangementer ligesom de fleste arrangementer har været annonceret i Venstrebladet. Arrangementer publiceres også på dn.dk, men skal lægges på i meget god tid for at komme med i Natur og Miljø, der har ret lang tid mellem deadline og udgivelse.
Netstedet dn.dk/holbaek er blevet opdateret lidt på det seneste, men kunne godt blive brugt mere aktivt. Debatindlæg ligger som oftest også på netstedet.
Vi har fortsat en kreds af aktive som modtager dagsordner, referater og indkaldelser/A4-plakater vedr. arrangementer. Samme gruppe er oprettet som modtagere af nyhedsbrevet, der i øvrigt kan bestilles eller afmeldes på netstedet.
Organisation
Det har nu i snart to år fungeret godt med et formandskab med Carsten som politisk formand og Finn og Peter Steen næstformænd for henholds-vis aktiviteter og sager.
Undergrupper for fredning, lokalplaner, aktiviteter, landbrug, vest, enkeltsager og projekter fungerer ad hoc. Senest er der kommet en skovgruppe. De fleste grupper har undersider på netstedet.
Bestyrelsesmøderne er åbne for alle aktive, og vi har som ofte besøg af et par stykker, der bidrager med viden og nye vinkler. Bestyrelsesmed-lemmerne skal melde afbud. Aktive skal helst melde deres deltagelse, så der ikke bliver problemer med skafningen.
Vi har nogen tid talt om halvårsprojekter. Hagested Engsti og Bro var det første, og har indtil videre taget tre halvår. Det vil kræve større fokus at få halvårsprojekter til at fungere. Projekter, der skal kunne realiseres i løbet af et halvt år, skal afgrænses hårdt fx til én eller to faser i et længere projektforløb. Det burde vi blive bedre til fremover.
Fredninger
Afdelingen har arbejdet videre med de to større fredninger i kommunen der blev rejst i 2009:
- Fælleden, vi ønsker i store træk at fastholde lokalplanens bestemmelser i en fredning
- Brorfelde observatoriebakken – Freja, statens aktieselskab, kræver erstatning, selvom fredning af offentligt ejet ejendom sker uden erstatning.
Der er desværre endnu ikke faldet afgørelser i sagerne. Det seneste vi har erfaret er, at sagen om Fælleden udsættes endnu et år. Det skyldes mest personudskiftning i Fredningsnævnet.
Fælledgruppen og bestyrelsen har i begyndelsen af året afsluttet forhandlinger med kommunen om detaljer. Inden sommerferien meddelte kommunen at de nu kan støtte fredningen og gerne vi være medrejsere på sagen. Fredningsdommeren gik af sidst på sommeren og siden har det lig-get stille.
Brorfelde fredningen hænger i juristeri, idet Freja, statens 100% ejede ejendomsselskab krævede erstatning. Fredningsnævnet har udsat sagen to år.
Vi har deltaget i diskussioner med Freja og Kulturarvsstyrelsen, der står for den vedtagne bygningsfredning, om forslag til anvendelse af bygningerne. Der lægges meget vægt på mantraet: Ingen beskyttelse uden benyttelse. Det er et fornuftigt princip. Vores argumenter har været så vidt muligt at sikre offentlig adgang og sekundært offentlig anvendelse af bygningerne, helst til det påtænkte oplevelsescenter. Vi modsætter os også yderligere bebyggelse på arealet.
Freja, der havde fået arkitekter til at udarbejde en håndfuld alternative anvendelser, fik dog grønt lys fra Kulturarvsstyrelsen til at udstykke til ejerlejligheder, anvende det hele til efterskole eller erhverv, med visse tilbygninger, men nej til at genopføre villaerne i renoveret udgave. En ændring af anvendelsen kræver dog også en lokalplan besluttet af kommunen, ligesom forøget byggeri er be-grænset af landskabsfredningen.
Hagested Engsti og Hagested Bro
Projektet er et godt eksempel på at ting tager tid. Meget længere tid end først antaget. Den gode nyhed er, at vi sikrede finansiering til hele budgettet vi opererer med ved et tilsagn fra Naturstyrelsens Grønne Partnerskabspulje på 220.000 tidligt på året. Desuden fik vi anlagt stien over engen inden nytår sidste år.
Vi har fået Kullegaard Arkitekter til at lave et projekt for små penge og ingeniør og landinspektør har også været aktive. Kommunen har givet tilladelse til broen, og entreprenør Morten C. Henriksen, Hagested, der også sponserer projektet, har her i efteråret bestilt broen. Det bliver en limtræsbro med to kraftige vanger. Den spænder ca. 23 m. Fundamenter støbes og bro forventes oplagt inden jul.
Det er bestyrelsesmedlem John Ørsdahl, der i en årrække arbejdet for at forbinde Hagested med Audebo Plantage på den anden side af Svinninge-Audebo kanalen, også kaldet Landkanalen.
Med sti og bro åbnes der en god regional cykel- og vandrerute mellem Holbæk og Sanddobberne/Dragsholm, ligesom der skabes forbindelse mellem Gislinge og Hagested for lette trafikanter.
Holbæk Stiforum
Vi har her i efteråret taget initiativ til dannelse af Holbæk Stiforum, et løst netværk af foreninger for grønne og motionister med interesse i flere og bedre vedligeholdte stier. Ved at samle flere foreninger, der hver især bruger og har interesse i stier, skulle vi få større gennemslagskraft. Holbæk Løbe og Motionsklub og Holbæk Gangsport deltager sammen med DOF, Grønt Råd, Cyklisterne, Friluftsrådet og os. De manglende led i forskellige stiforløb har særlig bevågenhed. Det manglende led i Fjordstien, Hørby Skovsti, der skal forbinde Mårsø med dæmningen ved Audebo, har fået Stiforums første prioritet.
Åmosen - naturpark
Naturpark Åmosen er det officielle navn for en vigtig del af Åmosen. Fra øst for Holbæk-Sorø landevejen og til Storebælt vest for Tissø. De tre kommuner Sorø, Kalundborg og Holbæk, hvori Åmosen ligger, har et fælles kommuneplantillæg for området.
Støtteforening Naturpark Åmosen er aktiv med arrangementer. Det anbefales at deltage og bidrage med de 100 kr et årligt kontingent koster.
Holbæk kommune vil glædeligvis genoptage sin økonomiske støtte til sekretariatet for 2012.
Der er fortsat ønsker om at etablere Naturpark Åmosen som en fond. På den måde kan en selvstændig bestyrelse lede naturparken, indgå aftaler, søge støtte og modtage penge. Fondens bestyrelse skal så afløse den nuværende styregruppe.
Brorfelde Centret
Gruppen omkring Brorfelde Centret har afholdt en idédag og fået udarbejdet en udviklingsplan og søger nu finansiering til denne. Kommunen har afholdt et af møderne i Natur og Miljøforum i administrationsbygningen.
Holbæk klimakommune
Holbæk Kommune blev DN klimakommune i slutningen af 2009. Det forpligter kommunen til 3% besparelse på CO2-regnskabet hvert år. Det lader til at kommunen det første år (2010) allerede har sparet omkring 6% - men man går fornuftigvis først efter de lavthængende frugter, der hurtigt batter i regnskabet.
Holbæk Natur- og Miljøforum
Holbæk Kommune etablerede i forsommeren et Natur- og Miljøforum, hvor grønne foreninger og andre interessenter mødes med kommunens em-bedsfolk og nogle politikere fra Klima- og Miljøudvalget. Vi bliver orienteret om kommunens aktiviteter og planer på området, og diskuterer projekter og idéer. Stier er et af emnerne hvor enkelte medlemmer har påtaget sig at forhøre sig med lodsejere om åbning/genåbning af stiforbindelser. Hidtil uden det store resultat.
I forbindelse med anlæggelsen af dobbeltsporet på jernbanen mellem Vipperød og Lejre er kommunen sammen med Lejre Kommune gået i forhandling med Banestyrelsen om muligheden for at anlægge en sti på den del af den arbejdsvej der under alle omstændigheder skal udlægges langs banen. Idéen er at kunne spare retableringsudgifter og anvende dem i stedet på en permanent sti.
Sagsarbejde og medlemshenvendelser
Der har været en del mindre sager, her skal nævnes:
- Sløjfet vandhul ved Ugerløse
- Klatrebane i Lunden/Strandparken
- Kommentarer til Vand- og naturplaner – var i høring frem til foråret
- Spildevandsplan
- Strategiplan som oplæg til kommuneplan (se afsnittet om presse)
- Lerchehuset, Skarridsø
- Jordopfyldning ved Marupvej 14 (tabt klagesag der fortsat følges, og der kommer løbende henvendelser om den)
- Autohandel/værksted i Vipperød, er ved at følge tilkladelsen, men vi følger den lidt endnu
- Mogenstrup Grusgrav, kommunens afgørelse anket af naboer
- Hørby Skov, adgang
- Gokartbane, ulovlige skilte i det åbne land, et tilbagevendende problembarn
- Holbæk Marina, opfyldning i siv – kommunens afgørelse påklaget af Marinaen
- Sophienholm gods, vinplantning på bakker der ikke må tilplantes med juletræer – Fredningsnævnet har givet en 10 års dispensation.
Aktiviteter
Der har været et antal ture og aktiviteter for medlemmer og offentligheden:
- 3/4 Affaldsdagen – 5 indsamlingssteder i kommunen samt en del arrangeret af andre personer og grupper
- 17/4 Giv naturen en hånd – ved Hagested Engsti
- 26/5 Naturens Salatbord
- 12/6 Cykeltur til Skjoldnæsholm (med Cyklistforbundet)
- 19/6 De vilde blomsters dag (med NVNF)
- 25/6 Udby Vig tur
- 6/9 Politisk Debatmøde
- 11/9 Naturens Dag - Munkholm - liv i vandet for småbørn
- 11/9 Naturens Dag - og del af Vandrefestival – Munkholm Stroppetur
- 11/9 Naturens Dag - og del af Vandrefestival – Munkholm Svampetur
- 3/11 ”Det tabte land” – foredrag og debat med Kjeld Hansen – årets hit med 70-75 deltagere
Hvad bringer det kommende år
Står det til os skal der bl.a. arbejdes med projekter i relation til:
- Fredningen af Holbæk Fælled
- Fredningen af Brorfelde observatoriebakke
- Naturpark Åmosen – mere i fokus, bringes også op i Natur- og Miljøforum
- Brorfelde Centret som formidlings- og oplevelsessted – fortsat støtte
- Hagested Engsti og Hagested Bro – indviet i løbet af de nærmeste måneder (hvis det ikke rammes af vintervejr)
Desuden skal der lægges flere kræfter i:
- Arbejde med udmøntning af Vand- og naturplaner – med den nye regering bliver det forhåbentligt taget mere alvorligt – lokalt drøfter vi at lave et projekt for at få Ågerup Bæk frilagt fra Vipperød til Tempelkrogen
- Arrangementer – her søges altid turledere – Kender du et naturområde du gerne vil dele med andre?
- Prøve at etablere en Undervandsgruppe – få mere viden om fjorden, formidle oplevelser i fjorden, få nye aktive på banen
- Øge anvendelse af netstedet og nyhedsbreve til aktive
--- og der skal følges op på igangværende sager og projekter.
Ovenstående tegner et omtrentligt billede af bestyrelsens arbejde. Nogle vil måske savne omtalen af deres ”hjertebarn”. Det må så komme frem i debatten om beretningen og spørgerunden, som dirigenten straks bør åbne for.
Til afslutning vil jeg bringe en tak til alle - bestyrelse, andre aktive og samarbejdspartnere, som har gjort en særlig indsats for natur og miljø i det forløbne år. Særlig tak til Anette og Marc Solis, Mette Hamann samt Søren Meinert for deres indsats med arrangementer. Bliv ved med det! Som allerede nævnt også varm tak til Finn og Peter Steen – uden deres erfaring og indsigt, og Finns store energi, var det ikke gået så godt.
Carsten Lambrecht
Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk