Årsberetning
Årsberetning for DN-Holbæk i 2018Et overblik.
Det var så mit 10. år som formand. Årets højdepunkter er nok:
- Uventet hurtigt blev vores klage over Rækmarken afgjort til vores fordel.
- Den nordlige del af Elverdamdalen er godt på vej til at være vådgjort med slynget å og en stor sø.
- Orø naturprojekt har opnået støtte fra Den Danske Naturfond.
- Fredningen af Orøs marine forland skulle meget gerne falde på plads inden årets udløb.
- Vi opdaterer nu jævnligt på Facebook.
Medlemstallet i afdelingen er nu ca. 1.298- Det er netto 68 færre end sidste år ved denne tid. Det er bestemt ikke et højdepunkt.
Løbende har der været en hel række enkeltsager som mange bestyrelsesmedlemmer og andre aktive har bidraget til. Sager er oftest myndigheds afgørelser eller planer, eller starter med henvendelser fra medlemmer eller offentligheden. Sagerne lever som oftest ret længe, så vi bruger en del tid på opfølgning.
Presse og kommunikation
Der er udsendt fem nyhedsbreve siden sidste årsmøde. Den seneste statistik viser at lidt over 300 læser det, hvoraf en del klikker videre. En del flere åbner det desværre slet ikke.
Det er blevet til seks indlæg, kommentarer og omtaler i Nordvestnyt siden sidste årsmøde.. Emnerne var:
1) Tvivlsomme lokalplaner - december 2017
2) Tag del – december 2017
3) Et forår med naturpleje – januar 2018
4) Civilsamfundet under pres - april 2018
5) Alle køer på græs - april 2018
6) Ansvarligt landbrug – april 2018
7) Kåringen af Komtesseegene – maj 2018
8) Trebuer indvies – juni 2018 – hjælp fra skoleelever blev omtalt tidligere på året
Arrangementer publiceres altid på dn.dk/holbaek, og jævnligt i Nordvestnyt og Facebook. Nyhedsbreve samler typisk de førstkommende arrangementer. Arrangementer skal på nettet i meget god tid for at komme med i Natur&Miljø, der har ret lang produktionstid, så det kan være tyndt i bladet med vores arrangementer.
Netstedet holbaek.dn.dk er nogenlunde opdateret. Facebook bliver brugt til opslag og arrangementer, og ting fra nettet deles nemt der. Det er et ret effektivt medie til at tiltrække deltagere og væsentligt billigere end traditionel annoncering.
Vi har fortsat en kreds af aktive som modtager dagsordner, referater mm.
Organisation
Formandskabet med Carsten som politisk formand og Finn og Solvejg som næstformænd har nu fungeret de sidste seks år.
Undergrupper for fredning og naturpleje, lokalplaner øst og vest, aktiviteter, landbrug, evighedstræer, enkeltsager og projekter fungerer ad hoc. De fleste grupper har undersider på netstedet.
Bestyrelsesmøderne er åbne for alle aktive, og vi har ind imellem besøg af et par stykker, der bidrager med viden og nye vinkler. Bestyrelsesmedlemmerne skal melde afbud. Aktive skal helst melde deres deltagelse, så der ikke bliver problemer med skafningen.
Vores sagsarkiv ligger på Podio, som bruges flittigt af Finn og følges af Lars, Lisbeth og et par andre. Det er et værktøj for hele DN som vi burde bruge mere. Vi havde af samme grund en Podio-haj fra DN Sorø til et af vores bestyrelsesmøder.
Fredninger
Afdelingen har arbejdet videre med de tre større fredninger i kommunen:
- Østkysten på Orø - sat i gang i 2014. I forsommeren 2015 har der været besigtigelse i to omgange. Holmene syd for Orø blev besøgt med motorbåd, og sammen med et par botanikere og fredningsmedarbejdere blev området gennemtravet. Botanikliste blev skrevet og afgrænsning diskuteret. Seneste besigtigelse på Orø med fredningsnævnet var d. 23/10 2017. Vi håber på en positiv afgørelse inden udløbet af 2018.
- Fælleden – fredningen er endeligt afgjort i 2014. Vi har lavet forslag til plejeplan primo 2015 som er tilsendt kommunen. Vi rykkede både administrationen og det politiske udvalg i marts og efter nogle måneder var vi til et møde, hvor et forslag til helhedsplan blev fremlagt - men kommunens plejeplan (den væsentligste del af helhedsplanen) er fortsat udestående – igen næsten uændret fra sidste år! Desuden klagede vi over udkørsel af gylle på store dele af Fælleden i foråret – hvilket ikke er tilladt – og fik lovning på bedring.
- Brorfelde observatoriebakken – fredning er besluttet i sommeren 2012. Førstegangspleje og dyr (geder) er fortsat iår på bakken lige indenfor. Der er afhegnet over næsten hele området oppe, men endnu kun dyr på bakken. De store flader ned mod landsbyen og Ringstedvej afgræsses fint med et pænt antal kvæg.
Naturen i Holbæk
Naturpleje har været en del i fokus i 2018. Der blev holdt foredrag om emnet, og på Fælleden blev Trebuer skabt - en rydning ned mod Bispehøjsøen med tre buede kvashegn. En mindre gruppe frivillige (særligt Thomas, Frank og Carsten) fik hjælp fra to 8.klasser fra Bjergmarkskolen til rydning og opbygning af kvashegn. Efterfølgende er græs og opvækst blevet slået to gange. En del græs ligger nu som hø på kvashegnene. Måske får vi gang i le-slåning på stedet næste år.
Det er glædeligt at der nu er tre aktive kogræsserlaug: Tuse og Orø og det nye ved Kunsthøjskolen. På Orø afgræsses der både på Beørrehoved og på dele af østkysten. Afgræsning er især godt for floraen men også for faunaen. Og det virker som udflugtsmål for naturoplevelser. Vi venter på en vedtaget plejeplan for Fælleden, før et kogræsserlaug dér kan blive en realitet.
Holbæk Stiforum
Det politisk bestemte forløb af Fjordstien over Tuse Næs er nu etableret. Det en ret bakket omvej, især for cyklister. Stiplanens Hørby Skovsti blev samtidig fjernet fra planen. Men at der fortsat er adgang til skovvejene i Hørby Skov, er ikke til diskussion. Som andre skovveje og stier i private skove er de offentligt tilgængelige for gående og cyklende i dagtimerne, men de er meget opkørte og/eller tilgroede. Men for de tapre er der en vej igennem fra nord til syd – eller omvendt.
Holbæk Stiforum er et løst netværk af foreninger for grønne og motionister med interesse i flere og bedre vedligeholdte stier. Netværket er blevet genoplivet i 2018 og har holdt møde og ture/møder – det seneste med stier ved Maglesø som fokus. Det blev i den forbindelse besluttet få gang i et stilaug for stierne omkring Maglesø. Flere af de på tavler viste stier er svært til umuligt fremkommelige. Det skal der gøres noget ved.
Åmosen - naturpark
De tre DN afdelinger, Sorø, Kalundborg og Holbæk, har i fællesskab sendt et brev til Den Danske Naturfond, for at gøre opmærksom på Åmosens muligheder for naturgenopretning. Vi skal også senere på måneden mødes igen med naturparkledelsen for at udveksle information om projekter og idéer. Vores fokus er på fremme af mere natur i Åmosen.
I juni var Åmose-gruppen i de tre DN-afdelinger og naturparkledelsen på besøgstur i Store Lyng, syd for Undløse. Her har Holbæk Kommune v/Morten Holme med Obicon som konsulenter lavet et projekt for vådgøring. Det var derfor nedslående at høre, at problemer med fosforudledning tilsyneladende bremser for projektet. En vådgøring vil midlertidigt øge fosforudvaskningen, og det kan Tissø ikke tåle. Forhåbentligt findes der en løsning, for endemålet er at få vådgjort store dele af Åmosen. Et areal øst for Skellingsted Bro, der indtil videre ligger brak, er også kandidat til vådgøring og/eller afgræsning.
Naturparkrådet (hvor Knud og Ole deltager) er begyndt at holde årlige fællesmøder med bestyrelsen. Grupper nedsat om stiforløb, overnatning, salg af lokale produkter. Strids Mølle skal bl.a. i drift igen. Naturparken har tidligere fået fondsmidler til etablering af fem naturrum. Heraf tre i Holbæk kommune: Shelterplads ved Brorfelde Observatorium, udsigtsbygning på Skellingsted Friluftsområde og aktivitetsbygning ved Skarresø. Sidstnævnte ser vi helst placeret ved Sølyst (højskolen).
I januar 2015 blev der rejst en supplerende fredningssag for ca. 24 ha, der ligger øst for og direkte op til en tidligere fredning fra 1993 ved Bodal Gods, på Sorø-siden. Naturstyrelsen og DN rejste fredningen for at sikre arkæologiske fund i mosen ved hævning af vandstanden. Der har været offentligt møde og besigtigelse i marts 2015. Fredningssagen er blevet genfremsat i maj 2017, da tiden for behandling blev overskredet. Sagen er fortsat uafsluttet.
Støtteforening Naturpark Åmosen er aktiv med arrangementer. Det anbefales at deltage og bidrage med de 100 kr et årligt kontingent koster. Så får man også deres nyhedsbrev.
Holbæk klimakommune
Holbæk Kommune blev DN-klimakommune i slutningen af 2009. Det forpligter kommunen til 3% besparelse på CO2-regnskabet hvert år frem til 2018. Det går over forventning. Fra grønt regnskab for 2017 citeres:
”Holbæk kommune har et erklæret mål på 3 % årlig reduktion, frem til 2018 i udledningen af driv-husgasser herunder CO2. Målet i 2018, med udgangspunkt i baseline året 2009, er at Holbæk kom-mune skal udlede 4.072 T mindre CO2. I runde tal betyder det at Holbæk Kommune som virksomhed skal gå fra 15.509 tons CO2 i 2009 ned til 11.437 tons CO2 i 2018. Grafen herunder viser del mål i de mellemliggende år.
Holbæk kommune har i 2017 et delmål på 11.790 tons CO2, og med en udledning på 9.998 tons CO2 i 2017 er delmålet opfyldt, og målet på 11.437 tons CO2 i 2018 er også opnået.”
Klimakommune Plus er den nye aftale som Holbæk kommune måske også skal tilslutte sig. Indtil nu har syv kommuner tilsluttet sig den nye aftale. En klimakommune, der udfører minimum to af seks initiativer, kan blive Klimakommune Plus+. Det er bredere initiativer for en grøn omstilling.
Holbæk Natur- og Miljøforum
Der forum ligger meget stille, da kommunen ikke længere stiller sekretær til rådighed..
Sagsarbejde og medlemshenvendelser
Der har været en del større og mindre sager. De følgende har/har vi haft - på huskelisten:
- - Lokalplan for Sportsbyen del 2
- -Kommuneplanen
- - Natura2000 revision
- - Åmose Å regulativ-revision
- - Vandplaner, målrettet indsats
- - Sasserup enge
- - Vandindvinding fra Tuse Å
- - Fældning af træer på Roskildevej
- - Forurening i Knabstrup – Makværket
- - Social-økonomisk kvægbrug
- - Oldvej/Tjebberup – beskyttet dige?
- - Mountainbikespor i Dragerup Skov – besigtigelse med fredningsnævnet
- - Multtoilet til Bognæs
- Storskærm, Kulturbiografen - påklaget – ikke afgjort - - Maglesø adgang og traktørsted – nu også fjernet den lille trappe fra p-pladsen
- - Ellesump i Knudskov
- - Vådprojekter – Tempelkrogen/ Elverdammen
- - Rensningsanlæg på Tuse Næs
- - Brorfelde landsby – ønske om kloakpumpestation– besigtigelse med fredningsnævnet
- - Svineudvidelse i Løserup
- - Hule eg, Sølyst – lege- og flagermus-træ fældet af kommunen
- - Skarresø sejlads - afstandsregler
- - Elverdamsåens restaurering
- - Grønt Danmarkskort
- - Aggersvoldvej, §3 eller brakmark ?
- - Munkholm lokalplan – bålhytten – besigtigelse med fredningsnævnet
- - Bolettesminde, husdyrtilladelse
- - Højhusgrunden - på havnen
- - Rækmarken 3– landzonetilladelse påklaget – og vundet
- - Lillevang 13, Tølløse – landzonetilladelse påklaget – ikke afgjort
- - BNBO – boringsnære beskyttelsesområder
- - Sokhøjgård, husdyrtilladelse
- - Tuse Å vandindvinding v. kirken
- - Søstrupvej 11b/Tingtved, landzonetilladelse
- - Vipperød, husdyrudvidelse
- - ”Velholdte” strandenge
- - Biogas i Snævre/Sdr Jernløse
- - Minivådområde i §3 strandeng
Aktiviteter
Vi har som mål, at hvert bestyrelsesmedlem står for mindst et arrangement om året. Det er ikke helt jævnt fordelt, men vi har haft et jævnt antal ture og aktiviteter for medlemmer og offentligheden:
- - 9/1 Naturen omkring Holbæk – Fra istid til nutid - foredrag
- - 7/2, 21/2, 7/3 og 14/3 Naturpleje praktikdag, vinter/tidligt forår
- - 1/3 Naturpleje i din have og grundejerforening – foredrag
- - 8/3 Atlas Flora Danica – foredrag
- - 21/3 Naturpleje af vores fælles natur - foredrag
- - 22/4 Affaldsindsamling
- - 6/5 Skovens dag.
- - 22/5 Biodiversitetsdag – på tur med NaturTjek-app’en
- - 27/5 Fuglenes dag Løvenborg
- - 5/6 Kåring af evighedstræer – Komtesseegene foran Sølyst, bredden af Skarresø
- - 10/6 Kystvandringen – iår til Hønsehalsen og kysten omkring
- - 13/6 Trebuer indvielsen– derefter grejtrailerkursus med HolbK
- - 17/6 Vilde blomsters dag
- - 2/9 Det Store Theselskab – museeumsgården
- - 6/9 Maglesø Rundt - aftentur
- - 9/9 Naturens dag – ’Galleri Hønsehals’ fik over 100 besøgende over tre dage
- - 16/9 Geologiens dag – kildekridt ved Tadre Mølle
Hvad bringer det kommende år
Står det til os skal der bl.a. arbejdes med opgaver i relation til:
- Orø østkyst, at fredning bliver gennemført
- Holbæk Fælled – plejeplan udestår - vi må til at rykke igen
- Naturpark Åmosen – endnu mere samarbejde med naboafdelingerne og naturparkledelsen
- Orø naturprojekt realiseres
- Klimauge i uge 11 realiseres
Desuden skal der lægges kræfter i:
- Arrangementer – vær med til at gennemføre et – det er en fin måde at blive aktiv på
- Hvervning af nye medlemmer og nye aktive
- Gøre os mere synlige, øget anvendelse af netstedet og Facebook, fasthold et pænt antal nyhedsbreve til aktive
- --- og der skal følges op på igangværende sager.
Ovenstående tegner et omtrentligt billede af bestyrelsens arbejde. Men stil spørgsmål i den spørgerunde, som dirigenten straks åbner for.
Til slut vil jeg bringe en tak til alle - bestyrelse, andre aktive og samarbejdspartnere, som har gjort en særlig indsats for natur og miljø i det forløbne år. Særlig tak arrangørerne af arrangementer og ture. Rart at mærke at nyere kræfter som Lars, Thomas og Lisbeth tager ansvar og går på med krum hals. Og som hvert år hidtil, en særlig varm tak til Finn – uden Finns store erfaring, indsigt og energi, var det ikke gået så godt.
Carsten Lambrecht
Maglesø Traktørsted - en langtrækker. De nye ejere har helt oplagt købt det forkerte sted.
Er det advokaten eller mægleren, der ikke har givet dem alle oplysninger om fredningen og landzonetilladelsen?
.
Kæden tværs over indkørslen/stien forhindrer klapvogne og kørestole i at kunne bruge den offentlige sti ned forbi traktørstedet
Holbæk Kommune har givet ejeren påbud om at holde mindst 1,5 m. åben for klapvogne mm.
.